Opdateret 15. november kl. 15.32
Damasec fandt i alt 188 håndgranater. Projektet blev afsluttet den 15. november hvor der i alt blev foretaget 17 sprængninger, for at destruere alle håndgranater.
Hvis du har mod på en tre timers udsendelse kan du høre P4 Jönköping formiddag fra den 15. november 2024, der dækkede sprængningerne, godt krydret med indslag omkring projektet, historien og god musik: https://sverigesradio.se/formiddagip4jonkoping
____________________________________________________________________________
Damasec arbejder i øjeblikket på at rydde et populært naturområde ved A6 i Jönköping, Sverige. Tidligere på året blev der fundet skarpe håndgranater i overfladen på et lille område, hvilket fik Jönköping Kommune til at udbyde opgaven med undersøgelse og rydning.
Damasec startede opgaven om eftermiddagen den 11. november, og nu, 2 dage senere, er antallet af fundne håndgranater oppe på knap 200, og opgaven er langt fra færdig. Arbejdet skrider langsomt frem, da niveauet af metalforurening fra søm, skruer og affald er højt, hvilket vanskeliggør arbejdet med søgeudstyret.
Projektleder Morten Frøding udtaler: ”Jeg har arbejdet inden for denne branche i 25 år, og jeg har aldrig før oplevet så mange skarpe håndgranater på et så lille område på 45 kvadratmeter. Det er godt nok utroligt.”
Jönköping Kommune mener, at mængderne stammer fra et tidligere regiment, der var placeret i Jönköping frem til 1980. Hvordan håndgranaterne er havnet i skoven i stedet for at være blevet destrueret, kan ingen svare på. Håndgranaterne menes at være fra 1940’erne eller 1950’erne og er dermed mere end 70 år gamle.
Vi opdaterer denne artikel, når projektet er færdiggjort, men indtil videre kan du læse og høre mere i de svenske nyheder her:
https://sverigesradio.se/artikel/chocken-over-130-granater-hittade-i-populara-strovomradet
https://www.svt.se/nyheter/lokalt/jonkoping/14-nya-handgranater-vid-a6-i-jonkoping

